Blodprøvepakker

Vælg Klogt anbefaler, at man undgår at bestille standard blodprøvepakker fra raske patienter, der skal igennem mindre operationer med lav risiko.

Blodprøver på række i kurv

Der er bred konsensus i faglige kredse – nationalt såvel internationalt – om, at man skal undgå standard blodprøvepakker ved lavrisiko-operation, hos patienter uden symptomer. Faktisk er de fleste blodprøver, som foretages på operationspatienter forud for lavrisiko-operationer normale, og i mindre end 3% af tilfældene vil fundene påvirke behandlingen. Det bør være patientens sygdomshistorie og den fysiske undersøgelse, der afgør om blodprøver er nødvendige.

Vælg Klogts anbefaling lyder:

"Undgå standard "blodprøvepakker" før lavrisiko-operation hos patienter uden symptomer. Standard "blodprøvepakker" kan f.eks. indeholde komplet blodbillede, komplet koagulationsundersøgelse, væsketal, nyretal mv."

Baggrund

Rationale bag anbefalingen

  • Standard blodprøvepakker er blodprøver, der ordineres uden specifik klinisk indikation og formål. 
  • Lavrisiko-operationer er mindre indgreb, hvor risikoen for komplikationer under og efter indgrebet er lav.
  • Patienter 'uden symptomer' er personer hvis helbredstilstand er god – klassificeret efter den anerkendte American Society of Anestesiologist (ASA) – klassifikation I og II. Dvs. raske patienter eller patienter med let velbehandlet systemisk sygdom som forhøjet blodtryk, forhøjet blodsukker, overvægt, rygning og let alkoholindtag.

De fleste standard blodprøver som foretages forud for lavrisiko-operationer er normale, og kun i sjældne tilfælde vil fundene påvirke og/eller forbedre behandlingen. Derudover ses næsten ingen utilsigtede hændelser i forbindelse med lavrisiko-operationer, uagtet at en anormal test er identificeret.

Blodprøver forud for operationer er hensigtsmæssigt for patienter med symptomer eller patienter i risikogrupper. En grundig sygehistorie og fysisk undersøgelse bør danne baggrund for en individuel vurdering af behov for blodprøver før lavrisiko-operationer.

Overdreven brug af blodprøver før operationer kan medføre unødig frygt hos patienten og operationsforsinkelser. Risikoen for falsk positive testresultater øger desuden risikoen for yderligere unødig udredning.

Litteratur og kilder
  1. Keay L, Lindsley K, Tielsch J, Katz J, Schein O. Routine preoperative medical testing for cataract surgery. Cochrane Database Syst Rev. 2019;1(1):Cd007293. 
  2. Apfelbaum JL, Connis RT, Nickinovich DG, Pasternak LR, Arens JF, Caplan RA, et al. Practice advisory for preanesthesia evaluation: an updated report by the American Society of Anesthesiologists Task Force on Preanesthesia Evaluation. Anesthesiology. 2012;116(3):522-38. 
  3. Merchant R, Chartrand D, Dain S, Dobson G, Kurrek MM, Lagacé A, et al. Guidelines to the Practice of Anesthesia - Revised Edition 2016. Can J Anaesth. 2016;63(1):86-112. 
  4. National Institute for Health and Care Excellence. Routine preoperative tests for elective surgery (NICE guideline 45). 2016 april. 
  5. Katz RI, Dexter F, Rosenfeld K, Wolfe L, Redmond V, Agarwal D, et al. Survey Study of Anesthesiologists' and Surgeons' Ordering of Unnecessary Preoperative Laboratory Tests. Anesthesia & Analgesia. 2011;112(1):207-12. 
  6. Benarroch-Gampel J, Sheffield KM, Duncan CB, Brown KM, Han Y, Townsend CM, Jr., et al. Preoperative laboratory testing in patients undergoing elective, low-risk ambulatory surgery. Ann Surg. 2012;256(3):518-28.
  7. Johansson T, Fritsch G, Flamm M, Hansbauer B, Bachofner N, Mann E, et al. Effectiveness of non-cardiac preoperative testing in non-cardiac elective surgery: a systematic review. Br J Anaesth. 2013;110(6):926-39.
Hvem har bidraget til arbejdet
  • Danske Bioanalytikere 
  • Dansk Urologisk Selskab 
  • Dansk Sygepleje Selskab 
  • Dansk Selskab for Klinisk Biokemi 
  • Dansk Ortopædisk Selskab 
  • Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin

Kontakt

Billede af Camilla Flintholm Raft

Camilla Flintholm Raft

Konsulent
24 75 11 49